Høsten

Historiske høstmetoder

Le med mejered    
Mejered er et lille stativ, man satte på leen for at holde sammen på stråene, så de var lette at binde i neg.Når kornet var skåret af, skulle det samles til et neg. Pigen, der fulgte efter høstmanden brugte hænderne og senere krattenNår leen skulle skærpes, slog man jernet i en træstub, og med hammeren hærdede man bladet, til det blev skarpt. 

Forskellige høstmaskinemodeller

Forskellige høstmaskinemodeller

Da selvbinderen blev lanceret i Danmark i 1880’erne, markerede den en revolution. Maskinen kunne i samme proces høste og opbinde kornet, og i forhold til tidligere kunne maskinen udføre samme mængde arbejde, som man førhen var 12-14 personer om.

Selvbinder, landbrugsredskab, der afskærer afgrøden og binder den i neg. Den afskårne afgrøde føres op på et bindebord, stemmes op mod en såkaldt pressefinger og videre ind i et bindeapparat, hvori den bindes til neg. De oprindelig hestetrukne selvbindere blev i 1950’erne afløst af traktorbugserede bindere, der var forgængere for mejetærskeren, som vandt frem i 1960’erne.

Mejetærskeren var i begyndelsen bugseret af en traktor, men blev hurtigt selvkørende. Kornet blev høstet, tærsket og renset, og nogle er forsynet med halmbindere. De største har nu et skærebord på 10,7 m.

De tidlige høstemetoder spildte en del aks og stængler, som skulle rives op.

Hesteriven som egentlig var beregnet til at rive hø sammen, kunne også bruges til halmen.

Marken er mejet, og høet er høstet, kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet, og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.

Trave, hobe eller skok er en måde at sætte kornneg til tørre og modning på. Det er samtidig en optællingsenhed – et antal neg. En trave svarede til en tønde korn, hvorfor jordens bonitet bestemte antallet af neg i en trave.

På Sjælland er en trave 20 neg, På Fyn 40 neg og i Jylland 60 neg.

De tørrede neg køres i lade for til sidst at blive aftærsket med plejl (og fra begyn-delsen af 1900-t. med stationært tærskeværk), efterhånden som der bliver brug for kornet.

Byg med kløverudlæg var sværest at få tørt, og derfor færre neg i hobene. 3×2 – 5×2. Kløveret sad i rodenden af neget, og i våde somre var det ofte nødvendigt at vælte hobene og trække ”kalven”, som man kaldte den våde kløver, ud og vende rodenden op mod vinden. Uden udlæg i kornet varierede hobene fra 6×2 – 10×2 neg.

Hvis det regnede meget efter høst, så negene blev nødt til at stå længe på marken, måtte negene flyttes. Det var især af hensyn til det udlagte græs, som blev ødelagt, hvis negene stod for længe på ét sted. Der skulle 2 til at flytte en hel hob (ti neg). Hertil brugtes to brædder/lægter med lange søm, som pressedes sammen om hoben så den kunne løftes og flyttes

Beretning 1.

Dagmar Nielsen, som boede i Vejstrup Sogn ved Esbjerg, har i 1948 skrevet nogle af de gamle landboskikke ned, sådan som selv huskede dem. 

Når en gård var færdig med høsten, fik folkene travlt med at lave en høstmand (der blev kaldt Fissemand).

Det var nogle pinde med gammelt tøj. Den blev sat midt ind i kornet, og der var brev i lommen med vittigheder om, at han ville hjælpe dem med at høste, der ikke var færdige endnu.

Når en ”Høstmand” var kommet til en gård, gjaldt det om at få ham væk til den næste.

Min bedstemor har fortalt følgende historie om Fissemanden: En præst var en dag ude at køre, da han pludselig opdager en mandsperson, der lå i vejgrøften, og han sagde til karlen, at han skulle standse, så de kunne se efter, hvad manden fejlede.

Karlen så, hvad det var, og med et grin sagde han: – Det er en Fissemand, hr. pastor. – Lige meget, råbte præsten opbragt, – Manden skal reddes, hvad end han så er for en.

Beretning 2.

Folkemindeoptegneren Inger Poulsen har i 1946 lavet disse optegnelser efter husmoder Ane Poulsen i Silkeborg, som var født i 1845 i Løgager vest for Silkeborg.

Da jeg den 17. september 1908 kom uden for min gård, blev jeg opmærksom på en skikkelse, der sad op mod brændestakken.

Det viste det sig at være en legemsstor kludedukke udstoppet med havrestrå. Den var i kvindedragt, og ansigtet var et stykke svær gaze.

Det var ’høstkonen’, der vandrer fra gård til gård for at bringe hån til dem, der endnu ikke har indhøstet. I den anledning har hun et pas med sig, der som oftest indeholder en eller anden giftig hentydning.

Da vi søgte hos hende, fandt vi under hendes hovedklæde indstukket en papirlap med følgende med blyant nedskrevne ord:

”Jeg har hørt, at I mangler en høstpige; jeg er ung og rask og ville gerne have pladsen. Kosten gør det ikke så meget med, men gammel øl og brændevin, det er min kost. Får jeg ikke det, så går jeg i stå, og har I ingen pigekammer, så kan jeg godt ligge i karlekammeret.”

Vores daglejer fortalte, at den slags fremmede havde meget travlt i denne tid og blev smidt fra gård til gård, så de kunne nå hele sognet rundt.

Kornstak, Hæs, Hejse.

At sætte kornstak var noget af et kunststykke. Der var som regel 4-5 læs i hver stak, som skulle jo sættes således, at den var vandskyende. En rigtig opsat kornstak skulle have samme form som et hønseæg stående med den spidse ende nedad. En sådan opsat kornstak kunne faktisk modstå alt vejrlig en hel vinter, uden at tage vejrlig skade. Men fugle, rotter og mus, kunne det godt være en del plaget af. Fritgående høns holdt også af, at bygge rede i stakken, hvor de lagde æggene.

Efter at sidste kornlæs var kørt i hus, var det samme aften skik, at samtlige alle medhjælpere herved, samledes til ”opskær”.

Dette betød at være en festaften med æbleskiver og chokolade mm..

En god høst var en høst, som ikke kunne være i laden. Her kom datidens ma-skinstation ind i billedet. Med et stort tærskeværk trukket af en lokomobil (Selv-kørende dampmaskine) kørte ejeren rundt på gårdene, hvor tærskningen kunne foregå ude på marken. Dels havde ikke alle gårde el. og havde de, så slet ikke

Opbevaring

Hvis kornet høstes vådt og varmt, skal det straks under behandling for at undgå, at svampe ødelægger kornet eller danner giftstoffer i det.

Kornet skal tørres til en vandprocent på højest 15 pct. Hvis det ikke umiddelbart er muligt at tørre kornet, skal det holds koldt ved gennemblæsning med kold luft.

Tørringen sker i særlige anlæg ved at blæse varm luft gennem kornet. Det er me-get vigtigt med en nøje styring af temperatur og luftmængde under tørringen.

 

 

 

 

 

 

Høst med stensegl

Høst med stensegl

 

 

 

 

 

Lehærder og hammer

Lehærder og hammer

Kratten

Kratten

Le med mejered

Le med mejered

Danske segltyper fra 1800 tallet

Danske segltyper fra 1800 tallet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvbinder

Selvbinder

 

 

 

 

 

Selvbinder

Selvbinder

 

 

 

 

 

Mejetærsker

Mejetærsker

 

 

 

 

 

 

Hesteriven

Hesteriven

 

 

 

 

 

Neg

Neg

 

 

 

 

 

D

D

 

 

 

 

 

 

Høstpigerne, som den der ses på billedet, blev sat uden for gårdene i høsttiden og havde gerne et skæmtende brev på sig. Naboerne satte høstpigerne op om natten ved de gårde,hvor man var bagud med indhøstningen. Foto: Andreas Madsen, 1908

Høstpigerne, som den der ses på billedet, blev sat uden for gårdene i høsttiden og havde gerne et skæmtende brev på sig. Naboerne satte høstpigerne op om natten ved de gårde,hvor man var bagud med indhøstningen. Foto: Andreas Madsen, 1908

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Høsten skal i hus

Høsten skal i hus

 

 

 

 

 

 

Tørreanlæg

Tørreanlæg

Tørreanlæg

Tørreanlæg

 

 

 

 

 

 

 

 

Lokomobil

Lokomobil